Af Benjamin Damon
Hvis man har set David Lowerys A Ghost Story (2017), var man næppe i tvivl om, at hans nyeste film, The Green Knight, aldrig ville blive nogen helt normal fantasyfortælling. På trods af relativt ligetil markedsføring for ridderfilmen, har undertegnede i hvert fald hele tiden siddet med fornemmelsen af, at man nok ville blive slemt skuffet, hvis man forventede klart definerede karakterer med klart definerede mål. Og det viser sig nu, at den fornemmelse var ganske rigtig …
Instruktør Lowery tager os nemlig ikke i hånden for at føre os igennem en velkendt fantasyformular, som man har set et utal af gange før. I stedet kaster han os ind i en forvirrende, drømmende og nonlineær verden, som samtidig forlanger en opmærksom seer. Det er forfriskende at se alternative takes på den her slags film – og det fungerer tilmed også!
The Green Knight er på næsten alle tænkelige måder en “anti”-film; protagonisten Gawain (Dev Patel) er ingen helt, der er ingen storladne kampscener, og der bindes ingen sløjfe på slutningen. Store dele af filmen foregår tilmed uden nogen form for dialog, og den dialog, der er, er ofte kryptisk og metaforisk. Tilbage til min første pointe: David Lowery laver anderledes film.
Plottet er til gengæld ganske simpelt og tager naturligvis udgangspunkt i det famøse digt, Sir Gawain and the Green Knight, fra det 14. århundrede. Gawain er “kommet til” at hugge hovedet af den grønne ridder, en kæmpestor trælignende skabning, som nu venter på, at Gawain besøger ham i det grønne kapel. Her skal rollerne nemlig byttes rundt – Gawain skal nu have hugget hovedet af som en form for gengældelse. Det er rejsen til det grønne kapel, som filmen drejer sig om.
Problemet med vores protagonist er imidlertid, at han ikke er nogen rigtig ridder – han mangler både mod og styrke. Det er derfor lidt af en udfordring overhovedet at nå frem til det grønne kapel, og han udsættes undervejs for diverse prøvelser, som han klarer mere eller måske især mindre overbevisende.
På et teknisk plan er The Green Knight gennemført fremragende. Billedsiden er dragende og fyldt med farver, spændende lyssætninger og anderledes kameravinkler. Man kunne måske være tilbøjelig til at sige, at det er en meget A24-agtig film at se på – produktionsselskabet er nærmest blevet uløseligt forbundet med den her slags film de seneste par år (tænk Midsommar. Climax, The Lighthouse m.fl., som alle udfordrer visuelt). Man kunne dog også bare nyde det håndværk, der er til skue, for det er fandens imponerende.
Daniel Hart, som også stod for den meget subtile score til A Ghost Story, har denne gang taget musikken et nøk op og er virkelig gået all in på en middelalderlig lyd, men han tilfører samtidig en foruroligende klang, som synes at gennemsyre filmen. Det er en væsentlig del af, at The Green Knight af og til har en næsten horror-lignende stemning over sig.
Stort set samtlige karakterer i historien fremstår relativt usympatiske eller næsten intetsigende – det er faktisk svært for alvor at finde nogen at holde med. Det skal dog ikke læses negativt: Dev Patel leverer et tøvende og ubeslutsomt udtryk til sin hovedkarakter, som fungerer vanvittigt godt, Alicia Vikander spiller to nærmest diametralt modsatte roller, Joel Edgerton er solid som altid og Barry Keoghan er næsten lige så creepy som i The Killing of a Sacred Deer (2017).
Der er generelt ikke meget at sætte en finger på i The Green Knight. Den har været ventetiden værd og tilfører så meget friskt til en ellers ofte udtømt genre, at det er svært ikke at være hamrende begejstret.
Kommentarer